ALLANS HEGN EXTRAVAGANZA!

Metal-klubben ’Allans Hegn’ inviterer til gratis, udendørs høvl den 1. September!

’Allans Hegn’ er skabt af lokale Allan ’Tonse’ Nielsen i samarbejde med Forbrændingen, og har siden 2014 præsenteret metal og hård rock, primært fra det københavnske vækstlag. Nu skrues der op for blusset og konceptet flyttes for en dag udenfor i det fri, hvor der kommer hårdtslående besøg fra Norge!

 

BLOOD RED THRONE (NO)

Norwegian Death Metal!

Bandmedlemmer:
Død – Guitar
Bolt – Vocals
Hellbent – Bass
Meathook – Guitar
Freddy – Drums

Død begyndte sin musikalske karriere i det legendariske black metal band Satyricon. Blot 19 år gammel, blev han bandets live-guitarist, men efter nogle år, blev det tydeligt, at dødsmetallen havde hans hjerte. I 1998 dannede han derfor, med sin bandkammerat fra Satyricon, Tchort, det som skulle blive til Blood Red Throne.

Bandet har spillet et utal af koncerter i hele verden, og var sidst i Danmark til Viborg Metal Festival, hvor bandet fik ekstremt gode anmeldelser!

Heavymetal.dk’s anmelder kvitterede med 10/10 og udsagnet: ”Festivalens bedste koncert for mig, personligt.”

Metal A Days anmelder var ligeså imponeret: ”Det var intet mindre end fantastisk!”

BILLY BOY IN POISON

Billy Boy in Poison fra København spiller moderne dødsmetal, der både kan kværne som Misery Index og groove som Gojira, men som har sin egen lyd og blæser på genregrænser. Musikken er aggressiv og tung, men varieret og stemningsfuld.

I 2013 udgav bandet debutalbummet “Watchers”, der fik bred ros i pressen, der bl.a. kaldte det en ”fantastisk debut” (Metalized) og ”årets dødsmetal-album” (Powermetal.de). Det kommende album, ligeledes produceret af Jacob Hansen, er netop færdiggjort og udkommer i løbet af 2017.

Med optrædener på Copenhell og Aalborg Metal Festival, en række tours i udlandet og support for bl.a. Aborted, Hatesphere, Dawn of Demise, Vildhjarta og Trigger the Bloodshed har BBiP markeret sig som et hårdtslående og respekteret liveband. På scenen skinner erfaringen igennem, og varen leveres hver gang.

SUNLESS DAWN

SUNLESS   DAWN skaber progressiv dødsmetal med stærke skandinaviske rødder. Værkerne trækker på både black- og dødsmetal i en fusion af sære

taktarter, massive lydbilleder og tunge riffs, udført med stor dynamik og pragt.

Musikken foregår på et højt teknisk niveau for alle involverede instrumenter, og det er en kerneværdi for Sunless Dawn, at alt, publikum hører live, finder sted på scenen.

WACKEN METAL BATTLE 2016 dannede ramme for Sunless Dawns første tre koncerter nogensinde. Ilddåben fik en overvældende modtagelse, og Sunless Dawn blev sendt videre til en gigantisk koncert på Wacken Open Air 2016.

SUNLESS DAWN leverer et solidt, velspillet, sammentænkt og energisk liveshow, der spænder bredt fra groovy headbanger-riffs, over stille, dvælende sektioner og svævende prog-sektioner med imponerende guitarleads til sjæleknusende støjmure.

HORNS

”LET ME SEE YOUR HORNS!!” Brøler det fra omkvædet fra Horns debut sang af samme titel, og det er præcis hvad de københavnske drenge har i sinde at få os til!

Med deres hårdtslående tunge lyd, og ”In-your-face” riff baserede Metal, formår de fire medlemmer at skabe en fest på scenen, så nakkemusklerne kommer på prøve. Lige fra de helt klassisk tunge sange som ”Primal Instinct” til de mosh pit fremkaldende speed sange som ”Horns” kan du være sikker på at bandet kan levere! Lyden er ren, men udtrykket er hårdt!

Horns henter inspiration fra deres idoler som henholdsvis er Metallica, Ozzy Osbourne, Volbeat, Ghost B.C., Extreme og andre lignende giganter. Dette kommer til udtryk i den sprøde vokal, de lækre guitar riffs, en fyldig bas og bastante trommer, der sammen med musikkens aggressivitet vil få både rock entusiaster såvel som poptøser til at kaste med håret!

Bandet består af de fire medlemmer ”Oliver Svenson (sang og guitar), Mikkel Kjeldsen (guitar), Kenney Yngwie Frisdahl Faurbye (bas) og Morten Wedel Kristensen (trommer), der med deres set af hårdtslående heavy sange er klar til at vise Danmark hvor det tunge metalskab skal stå!

ALLANS HEGN EXTRAVAGANZA!

FREDAG / 01.09.2017

DØR KL. 17.30

KONCERT KL. 17.30

GRATIS!

KØB BILLET