Jo større diversitet på scenen, desto flere nuancer og mere kvalitet får vi i det musikalske klima i Danmark. Derfor booker vi i 2019 et helt årsprogram, der centrerer sig om kvinder, der spiller musik.

Er det modsigende at ville have diversitet og samtidig kun booke et køn? Ja, og det er vi helt bevidste om. Alligevel mener vi, at den nuværende kønsbalance er så skæv, at der må radikale metoder til.

“Der er en ubalance i kønsfordelingen på de danske live-scener – det er åbenlyst. Det her er vores bidrag til en kvalificeret debat om emnet. Vi booker et helt år med kvinder for at vise, at der er masser af dygtige og relevante kvindelige acts derude, fordelt på mange forskellige genrer og stilarter. Nok til at udfylde et helt årsprogram, og mere til,” siger kunstnerisk leder Jeppe Skjold. Han understreger, at de optrædende som altid er valgt ud fra deres kunstneriske kvalitet:   

“I 2019 tvinger vi os selv til at tænke bredere og anderledes, i stedet for bare at booke som vi plejer, men alle de artister, vi præsenterer i 2019, er valgt fordi de passer ind i vores program, på den ene eller anden måde.”

Hver artist, vi præsenterer i 2019 er valgt fordi vedkommende passer ind i vores program, på den ene eller anden måde. De kunne hver især ligeså godt have være booket et hvilket som helst andet år, men programmet i sin helhed håber vi kan synliggøre den høje kvalitet, der findes blandt kvindelige musikere, og derigennem håber vi at kunne bidrage til at skabe en større kunstnerisk kvalitetssikring i dansk musikliv.

Jeppe Skjold uddyber: “Det er også vigtig for os at understrege, at det er jo ikke fordi mænd er udelukkede fra Forbrændingen i 2019. Vi har bare, for ét år, valgt et bookingfokus, hvor vi booker acts, hvori den tegnende profil er en kvinde.”

Programmet med kvindelige acts på Forbrændingens scene suppleres af en række talks (i samarbejde med Tuborgfondet, kurateret af Talk Town), der handler om kvinder og musik samt et samarbejde med JazzDanmark om en vestegnsversion af Jazzcamp For Piger.

Følg løbende med i programmet for 2019 her.

Eventuelle spørgsmål rettes til PR-ansvarlig Niels Christian Geil, nielschristian@forbraendingen.dk, 43625043 (10-15)