BURNIN RED IVANHOE

I mere end 50 år har Burnin Red Ivanhoe været et fast begreb i dansk musik. Altid genkendelig, altid udtryk for en bestemt måde at gå til musikken på, en unik lyd, en særlig holdning til det at spille musik for publikum.
I begyndelsen hed det syrerock. I dag er det en del af kulturarven.

I årenes løb har Burnin Red Ivanhoe stået på scenen mere end 1.000 gange. Udover i Skandinavien har de været i UK, Tyskland, Frankrig og Indien. De har spillet koncerter og været på koncertturneer med blandt andre Incredible Stringband, Jimi Hendrix og Black Sabbath. De har desuden medvirket i mange både danske og internationale radio- og tv-programmer foruden i flere film. Ud over et større antal piratudgivelser og opsamlingsplader har de indspillet og udsendt 11 albums, hvoraf flere indgår i enhver rockentusiasts grundsamling. Debutalbummet ”M144” fra 1969 har således status som ét af nyere danske musiks betydeligste udgivelser.

Kim Menzer og Karsten Vogel er, som de altid har været det, i front med både vokal og mange instrumenter. De suppleres af Lone Selmers overbevisende vokal og sikre keyboard og af Jens Runges ikoniske guitarspil og udtryksfulde vokal. Med Frands Rifbjerg bag trommerne og Assi Roar på bas er én af landets stærkeste rytmegrupper på plads. Med denne besætning er både orkestrets traditioner og hele væremåde sikret samtidig med, at der er garanti for et højt energiniveau.

Med sange som ”Ivanhoe i Brøndbyerne”, ”Tingel-tangel manden”, ”Rotating Irons” og ”Kaj” på programmet spiller Burnin Red Ivanhoe sig lige ind i tre generationers danske hjerter. Repertoiret er desuden blevet styrket med flere overbevisende nye numre.
Fælles for alle Burnin-job er – udover dette klassiske sæt sange – stor spilleglæde, musikalsk slagkraft, opfindsomhed, mærkelige instrumenter og et uberegneligt sceneshow.

Oplevelsen af at være der selv. Den ægte vare.

BURNIN RED IVANHOE

LØRDAG / 26.09.2020

DØR KL. 20.00

KONCERT KL. 21.00

FORSALG: 139 DKK
DØRSALG: 169 DKK