KAMMA + TAMARA + LAURA ZIANI
Kamma:
I Kammas musik fletter det smukke og romantiske fingre med det dystre og smertefulde, og de fyldige popproduktioner bliver ligeledes en smuk kombination af det lette og det tunge; Kammas elegante, rene stemme over dybe, knivskarpe instrumentale teksturer, der afslører hendes kærlighed til rockens æstetik. I efteråret 2021 supportede Kamma Lydmor på hendes efterårstour og Jung på deres arena-tour. Kammas single ‘Good Daughter’ blev kåret til Ugens Uundgåelige i november 2021, og sangen blev yderligere kåret som en årets bedste af Soundvenue. De inkluderede hende desuden på deres Breaking Sound-liste som en af de mest lovende nye navne for 2022.
Kamma er inspirerende og åben, og hun kan igangsætte dialog om følelser, smerte og identitet. Hun er rolig, tillidsvækkende, intellektuelt vakt og en utrolig dygtig sangskriver.
Tamara:
Bag projektet Tamara står den 21-årige Tamara Mneney, som med Tanzaniske rødder er opvokset på Færøerne. Siden hun var lille, har Tamara skrevet og lavet musik på sit værelse i den lille bygd Fuglafjørður. Med hendes unikke og smukke stemme bevæger hendes musik sig omkring hendes opvækst, med en enlig mor, og et udseende, der skilte sig ud på Færøerne, har den unge artist ofte følt sig udenfor. Som ung minoritetskvinde har hun ofte haft svært ved at spejle sig i sin omgangskreds, og hendes ønsker og drømme har været anderledes end vennernes. Men der er et sted, hvor hun altid har følt, at hun havde en plads, og det er i musikken.
Hun har nu fundet sig til rette i sin egen lyd, og er flyttet til København for at satse alt herpå. Tamara har i det seneste halvandet år arbejdet tæt sammen med et fast team af producere/sangskrivere bestående af Mikkel Kjær, Jens Rønne og Martin Lønsted. Alle har tidligere erfaring med at arbejde med stærke danske artister såsom Selma Judith, Mercedess, Siné og mange flere.
Laura Ziani:
Musikken løber i blodårerne på multiinstrumentalisten Laura Ziani, som er et helt nyt skud på den alternative popscene. Det er de store følelser og tanker, der er på spil, men det flyder aldrig over. For hos Ziani leveres det hele i en blændende blanding af drama og nærvær, hvor hun forener catchy, sommetider snørklede melodier, med cellospil og alt-poppede toner.
Musikken er en blanding af det, hun har lært som klassisk cellist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium sammenholdt med tre års sangskrivning på Rytmisk Musikkonservatorium og mødet med albummets producer, Birk Storm. Teksterne cirkulerer om udfordringen ved at lytte til hjerne og hjerte samtidig og prøve at forbinde de to ting. Det er historier om relationer, kompleksiteten i at gå ind og ud af venskaber, romantiske forhold og familierelationer.
Soundvenue har udråbt hende som et af de mest lovende danske musiknavne, Politiken har kaldt hende ”et opsigtsvækkende nyt dansk navn” og med 5-stjernede anmeldelser af albummet fra både GAFFA og Soundvenue, er der grundlag for høje forventninger.
KAMMA + TAMARA + LAURA ZIANI
LØRDAG / 22.4.2023
DØR KL. 20.00
KONCERT KL. 21.00
FORSALG: 149 DKK
UNGBILLET: 85 DKK
DØRSALG: 169 DKK