KLEZMOFOBIA

Byens bedste klezmer-fest! Klezmofobia er kendte for deres fantastiske koncerter og har flere gange fyldt det hedengangne Global og spillede senest i år på en af tidens hippeste festivaler, nemlig Høst Møn. Nu rammer de Forbrændingen med deres fandenivoldske blanding af klezmer, østeuropæisk roots og flabet surf. Bandet Klezmofobia brød igennem med deres første album “Tanz!” (2006). Pladen banede vej for masser af koncerter og modtog store kritikerroser, ligesom den indbragte dem en DMA for årets world-album. Opfølgeren fik titlen “Ganze Velt”, hvilket var ganske passende, da bandet efterhånden har indtaget hele verden med deres varmblodede udtryk.

Klezmofobia tager, som navnet siger, sit udgangspunkt i den østeuropæiske jødiske folkemusik klezmer. Bandet er desuden under indflydelse af russisk folkemusik, punk, rock, pop, surf og mariachi. Der bliver sunget på det jødiske ghetto-sprog yiddish og publikum inviteres altid til at synge med – og ikke mindst danse. Bandet formår i sjælden grad at gøre den traditionelle klezmer relevant i samtiden ved at være tro mod både det feststemte og melankolske i klezmer-traditionen uden at fryse fast i klicheer. I sangerinde Channe Nussbaum har de samtidig en frontfigur, der formår at være en solid indpisker til koncerterne, samtidig med at hun troner som en ægte klezmer-diva.

KLEZMOFOBIA

FREDAG / 25.10.2019

DØR KL. 20.00

KONCERT KL. 21.00

FORSALG: 69 DKK
DØRSALG: 99 DKK