MATHILDE FALCH

Oprindelige idealer og drømme kæmper for overlevelse på dette album, som Mathilde selv beskriver som en afsked med ungdommen og en velkomst til voksenlivets faste rammer og rumsterende flyvske fantasier.
Coronaen har tvunget mange af os til at genopfinde os selv, revurdere gamle mønstre og finde nye måder at arbejde på. Således også Mathilde Falch, som pga. forsamlingsrestriktionerne i højere grad måtte skabe albummet ‘Solen Brænder’ i tosomhed med guitaristen og produceren Christian Ki (D/troit, Peppermint B) fremfor i samarbejde med det fulde band, som hun plejer.

Med elektroniske elementer, programmerede beats og tråde til både soul og hiphop adskiller produktionen sig tydeligt fra hendes tidligere udgivelser. “Begrænsningerne gav mig ny inspiration, det gav det mig lyst til at synge på en lidt anden måde, end jeg har gjort før og til at flytte grænser i mig selv”, siger Mathilde om indspilningsprocessen.
Den nyfundne musikalske selvtillid afspejles i de rå og upolerede vokaler, som danner forgrunden på det 10 numre lange album, der udkommer den 21. maj på Mathildes eget label ‘Just For The Record’.

FREMTIDEN KALDER
Indtil videre har den nyfundne musikalske retning virkelig givet pote. Singleforløberne ‘Suk’ og ‘Mellem mig og Gud’ har været i heftig rotation på både P6 og P4, og for nylig blev hun inviteret til at deltage i den kommende sæson af danskernes yndlingsmusikprogram ‘Toppen Af Poppen’, der i skrivende stund optages i Mols Bjerge og sendes til efteråret på TV2.
Mathilde har opbygget sin karriere på gammeldags manér siden hun udsendte sin første single i 2009. Hun har i mange år været en af landets mest flittige tounerende. De seneste par år har karrieren haft en stødt opadgående kurve, og så snart der lempes på restriktionerne, vil man på live-fronten opleve en Mathilde Falch med sit rockband eller i andre formater i højeste gear på den omfattende turné, der er
programsat.

MATHILDE FALCH

LØRDAG / 02.04.2022

DØR KL. 20.00

KONCERT KL. 21.00

FORSALG: 175DKK
DØRSALG: 195DKK