SPRINGTIME SLAUGHTER

BILLY BOY IN POISON

Kan man lide sin dødsmetal i den mere moderne ende, er Billy Boy in Poison et band, der i den grad skal opleves. Godt nok har de ikke ligefrem et navn, der indgyder frygt og respekt, men siden dannelsen for over 15 år siden har de udviklet sig fra habil deathcore til en sand tour de force i groovy dødsmetal. Core-elementerne er der stadig, men med et ambitionsniveau højere end Mount Everest kombinerer Billy Boy in Poison stærke riffs, fede melodier og lækre grooves på kryds og tværs, så lyden aldrig forfalder til standard hygge-død. Med et par plader i rygsækken, deriblandt den mesterlige Invoker fra 2017, plus ny musik på vej er der lagt i kakkelovnen til en koncert, hvor man i den grad burde kunne få strakt nakkemusklerne.

 

CHRONICLE

Den danske dødsmetal har haft det fremragende i et godt stykke tid, ikke mindst på grund af bands som Illdisposed, Hatesphere og Baest. Men det er ikke kun disse tre giganter, vi skal holde øje med. Der er efterhånden flere habile grupper, der stikker sit onde hoved frem, og en af disse er Chronicle. Sidste år udgav de et brag af en plade: det fremragende album Demonology. Forestil dig Children of Bodom, At The Gates og In Flames tilsat jysk charme og lidt norsk black metal, og så ved du nogenlunde, hvor vi befinder os. Bandet kombinerer alt det bedste ved svenskerdød, gammeldags 80?er-thrash og black metal, og man kan virkelig høre, hvordan de her ungersvende har taget alt det, de bedst kunne lide fra forskellige bands og så blendet det sammen til deres egen helt unikke og slagkraftige metalsmoothie. Er man typen, der nyder guitarlir, harmonier og dobbeltsoli, og har man endnu ikke opdaget Chronicle, så er det bare om at komme i gang. Lige nu!

 

DEFECATE

Man skal efterhånden have sovet under en sten, hvis man ikke er bekendt med Defecate, og hvad de selv kalder ?døgh?. Hvad det nærmere dækker over, er en bred pallette af dødsmetalliske inspirationer. De favner alt fra Carcass? skalpelskarpe melodier til Dawn of Demises grovjusteringer med en mukkert ? alt sammen perfekt krydret med lidt slam-flirterier. Men for at det hele ikke skal blive alt for alvorligt, ser Defecate sig dog på ingen måde for fine til at klemme en prut eller et grynt ind for at lette stemningen over de voldsudgydelser, de ellers leverer. Hvem siger dødsmetal altid skal være så pokkers seriøst? Med et par solide ep?er i bagagen, koncerter i de fleste afkroge af landet og med nyt materiale på vej, er dette en lort, hverken muldvarpe eller mennesker vil klage over at få i hovedet.

Bandet fik andenplads som “Årets Danske Håb” af Heavymetal.dk i 2020.

SPRINGTIME SLAUGHTER 2021

LØRDAG / 24.04.2021

DØR KL. 18.00

KONCERT KL. 18.00

FORSALG: 199DKK
DØRSALG: 229DKK