Hvad får du ud af at være frivillig på Forbrændingen?
Udover et stærkt netværk og fællesskab med andre musikinteresserede, er der selvfølgelig også andre fordele. Som aktiv frivillig kommer man gratis ind til de koncerter vi afholder. Vi har også et stærkt netværk som gør at du kan få mulighed for at komme ind til udvalgte koncerter andre steder. Som frivillig får du også -50% i baren, bliver inviteret til sociale arrangementer såsom frivilligfester, og muligheden for at få venner på gæstelisten. Derudover sælger vi også vores helt egen Forbrændingen merch, samt årets designs fra vores festivaler såsom Dødsgangen og Badesøen.
Vores frivillige er typisk ml. 17-80 år men alle er velkomne, og vi skal nok finde en plads til dig og lige netop de ting du gerne vil arbejde med. Derfor gør vi også meget for at støtte og motivere vores frivillige indenfor deres interesser. Hvis du drømmer om en karriere som lydtekniker, eventafvikler, eller andet indenfor kulturbranchen, vil vi gøre hvad vi kan for at understøtte dette.
Teknikholdet: Det er holdet for dig der elsker at rode med teknik og være helt tæt på scenen. Her får du mulighed for at udvikle din viden indenfor musikinstrumenter, teknik, og elektronik når du sammen med lydteknikeren skal sætte gear op på scenen, eller kaster dig ud i at afvikle scenelys under koncerten.
Vi afholder også bl.a. teknikkurser både med vores egne lydteknikere, eller vi inviterer eksterne teknikere til at undervise og inspirere de frivillige i bl.a. afvikling af lys.
Bandcare: Uden mad og drikke… Som Bandcare står du for forplejningen til artister og frivillige. Her har du rig mulighed for at give dig i kast med retter du ikke nødvendigvis laver derhjemme. Der er plads til at være kreativ, og kredse om den gode mad hvilket altid vækker glæde i huset. Her står man for indkøb af snacks, og man bestemmer selv hvad der er på menuen.
Her bliver der afholdt madkurser der kan inspirere til nye spændende retter, og på holder sørger vi for I kan understøtte hinanden i at lave nogle lækre retter.
Afviklingsansvarlig: Det her er posten for dig der elsker at holde overblikket, og er god til at styre en tidsplan. Hvis du drømmer om at lære mere om at få en koncert fra A-Z er det her stedet for dig. Som afvikler står man for kontakten med artisten eller tourmanager ved ankomst, og man sørger for at stå til rådighed, hvis der er spørgsmål vedr. koncerten. Det er også afvikleren der sørger for at dørene åbner til tiden, og under koncerten er det også afvikleren der sørger for at publikum, artister, og frivillige alle har det godt.
Bar: mmm beer… Når du står bag baren på Forbrændingen er du helt tæt på vores publikum. Her kan du servere nogle af vores mange gode specialøl fra Slowburn Mikrobryggeri, eller lave en lille sjus til en tørstig gæst. Som barfrivillig møder du ind til aftensmaden sammen med resten af holdet på dagen, og under koncerten er det dig der forsyner de tørstige gæster. Som frivillig i baren er man også med til at passe garderoben og entréen, hvilket gør at din vagt ikke bliver for ensformig. Derfor roterer vi løbende rundt, så du kan pleje dit servicegen på de forskellige poster under vagten. Efter koncerten, skal baren ryddes af, og når alle er færdige med deres opgaver og publikum og artister er ude, er det i baren vi sidder og nyder en fyraftensøl og snakker om dagens oplevelser.
Har du en interesse eller et skjult talent der ikke er nævnt her? Tøv ikke med at kontakte os på Flamme@forbraendingen.dk hvis du mener du har noget vi mangler på holdet.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Som frivillig på Forbrændingen indgår man i et helt særligt fællesskab. Udover vores koncerter i huset, har vi også endagsfestivalerne:
Badesøen Festival
Avisen Live
Dødsgangen
Skriv til flamme@forbraendingen.dk, hvis du har spørgsmål eller bare gerne vil være med!